Bliv en del af Vilde Rødder
Børn kommer stadig mindre i naturen, og en hel generation er ved at miste forståelsen for naturens værdi og hvad det kræver at beskytte den. Det er et problem. Både for børnene og den vilde natur.
Derfor søger vi voksne frivillige, der har lyst til at gennemføre 5 naturaktiviteter à 1 time sammen med børn i skolefritidsordninger og spejdergrupper.
Som en del af Vilde Rødder er du med til at give børn en forståelse for den vilde natur og give dem handlemuligheder, så de selv kan gøre en positiv forskel. Dermed bliver børnene fremtidens naturambassadører.
Jeg vil gerne melde mig som frivilligHænderne skal op af lommen og ned i jorden
Hos Danmarks Naturfredningsforening, Landsforeningen Praktisk Økologi og Det Danske Spejderkorps ved vi af erfaring, at den bedste måde at engagere de 6-12-årige i naturen er ved at gå ud i den – og gøre noget.
Derfor har vi udviklet 5 spændende forløb á 1 time, hvor børnene i en SFO eller spejdergruppe udvælger et område, f.eks. et krathjørne, hvor de over en periode arbejder på at forbedre levevilkårene for vilde arter, fx ved at:
- Lave kvasbunker og jordvolde
- Skabe vandhuller
- Dyrke blomster og lade græsset gro
Samtalen om de forskellige arters behov glider sammen med de praktiske aktiviteter og styrker børnenes forståelse af naturens processer.
Resultat: Flere vilde kvadratmeter og flere Vilde Rødder!
Meld dig som frivillig i Vilde Rødder
Når du melder dig som frivillig i Vilde Rødder får du et grundigt kursus både i undervisningsforløbenes konkrete indhold og i, hvordan du fanger og fastholder børnenes interesse.
Så er du klar til at gå ud i din lokale SFO eller spejdergruppe og gennemføre et forløb for de Vilde Rødder.
Som frivillig får du et spændende kursus, som:
- Gør dig klogere på vild natur
- Lærer dig at formidle til børn
- Giver dig et godt netværk til de andre frivillige
På kurset får du udleveret undervisningsmateriale, frøposer og diplomer til børnene. Efter de afsluttede forløb får du et flot kursusbevis. vi anbefaler at du deltager i et fysisk kursus, men har du ikke mulighed for dette kan du også tilgå undervisningen digitalt.
Herunder kan du se en oversigt over kommende kurser i 2023. Alle kurser foregår om aftenen. Opret en profil for at tilmelde dig.
Sommer 2023:
Aarhus: 14. jun. 16:30 - 20:00
København: 21. jun. 16:30 - 20:00
Ja, jeg vil gerne melde mig som frivilligFAQ
Her kan du få svar på dine spørgsmål
-
Som frivillig i Vilde Rødder hjælper du 6-12 årige børn med at skabe vild natur i deres SFO/klub eller spejdergruppe.
Du aftaler selv med SFO’en eller spejdergruppen, hvornår forløbene skal gennemføres. Du sørger også for det praktiske hvis eller når, der skal bruges materialer eller redskaber. Der vil altid være en af børnenes pædagoger eller spejderledere til stede, når forløbene gennemføres, så du står ikke alene med børnene.
-
Alle kan melde sig som frivillig, du behøver ikke have erfaring med naturformidling, men du kan også melde dig som frivillig hvis du er spejderleder eller måske selv arbejder i en SFO. Som frivillig forventer vi, at du vil gennemføre et fysisk eller digitalt kursus og gennemfører 5 forløb med børnene og en pædagog/spejderleder.
Hvert forløb varer en time. Dvs. at du skal sætte en time af til at fuldføre forløbet, samt lidt tid til at kontakte den tilknyttede voksne og samle ungerne. I aftaler sammen med institutionen hvor tæt forløbene skal ligge. Om det skal være med en uge eller en dags mellemrum er altså op til dig.
Har du yderligere lyst til at bidrage med erfarings- og ideudveksling i netværket af frivillige, er du meget velkommen. Men det er ikke et krav.
-
Et forløb er en konkret aktivitet, der kan gennemføres på en time af 6-12-årige børn. Forløbene har til formål at styrke den vilde natur på et bestemt område på skolen eller ved spejderhytten. Et eksempel på et forløb kan være, at børnene skal finde en måde at tilføre området vand. Det kan gøres på mange måder og børnene er selv med til at finde en løsning, der passer til deres område.
-
Det kræver ingen særlige forudsætninger at blive frivillig. Det vigtigste er, at du selv er interesseret i naturen og kan se det spændende i at dykke ned i dyre- og plantelivet i et hjørne af legepladsen eller lignende. På det indledende kursus får du både de naturfaglige og pædagogiske redskaber, som du har brug for, for at kunne tilrettelægge og gennemføre forløbene.
-
Nej, bestemt ikke. Du indgår i et fællesskab af frivillige, som har mulighed for at udveksle erfaringer og spørge hinanden til råds.
Alle frivillige bliver desuden inviteret til et arrangement i forbindelse med Naturmødet i Hirtshals 19.-20. maj. Flere arrangementer i efteråret 2022 er på tegnebrættet.
-
Skriv til os på vilderodder@dn.dk, så hjælper vi dig med at finde svaret.
For SFO/Klub og spejdergrupper
Er du interesseret at få besøg af en gratis underviser i jeres SFO/klub eller spejdergruppe, som kan hjælpe jer og jeres børn med at skabe flere vilde områder?
Børnene skal over 5 forløb á 1 time være med til at forvilde et område og skabe de elementer, der understøtter den vilde natur, fx kvasbunker, højt græs, vandhuller og blomsterbed mv.
På den måde får vi dels flere vilde kvadratmeter, men endnu vigtigere: Vi får en masse børn, som bliver opmærksomme på, hvor vigtigt det er at give plads til naturen.
Som institution får du gratis besøg af en frivillig som vil formidle om den vilde natur. Når I har gennemført forløbene, får I et flot diplom.
Jeg vil gerne have besøg af Vilde RødderForventninger til SFO/Klub eller spejdergruppe
For at Vilde Rødder-forløbene skal blive en god oplevelse for alle, er det vigtigt, at I som institution eller spejdergruppe bidrager på nogle få, men væsentlige punkter.
- En fast kontaktperson, der sammen med den frivillige planlægger, hvornår de fem forløb skal udføres. Om det skal være med en uge eller en dags mellemrum er op til jer.
- En medarbejder/spejderleder, som børnene kender og er tryg ved. Denne person skal sørge for at samle børnene, så de er klar til forløbene på det aftalte tidspunkt. Han/hun skal derudover deltage i forløbene og supportere den frivillige i forhold til det sociale samspil. Vær opmærksom på, at den frivillige underviser er en naturentusiast, der ikke kan forventes at have pædagogiske kompetencer på professionelt niveau.
- Den tilknyttede SFO-medarbejder eller spejderleder bør selv være interesseret i vild natur og biodiversitet. Der er intet krav om forhåndsviden, men oprigtig nysgerrighed er en fordel.
- En fast gruppe børn. Forløbene bygger videre på og inddrager viden og erfaringer fra tidligere forløb. Derfor er det vigtigt, at det er den samme gruppe børn, der udfører de fem forløb.
Om Vilde Rødder
Danmarks Naturfredningsforening, Landsforeningen Praktisk Økologi og Det Danske Spejderkorps vil lære børn om videnskaben bag naturen og samtidig få børnene til at hjælpe dyr og planter til at trives på grønne arealer, som de møder i deres hverdag.
Kontakt
emailadresse
vilderodder@dn.dkmobil
31244133Holdet

Rasmus Baadsgaard Jakobsen
Projektleder
Danmarks Naturfredningsforening

Signe Schrøder
Vild havekonsulent
Praktisk Økologi

Dieter Toftkjær
Natur og friluftsvejleder
Det Danske Spejderkorps